Gør undervisningen praktisk og konkret fra start og giv brandkadetterne en meningsfuld opgave: “Tag to røgalarmer med hjem og sæt dem op hos jeres nærmeste.”
Når brandkadetterne selv sætter røgalarmerne op, får de en praktisk oplevelse og en tidlig forståelse for, hvor vigtig brandforebyggelse er. Det er værdifuld viden, de kan bruge resten af livet – og ikke mindst, når de en dag flytter hjemmefra. Samtidig er de med til at tjekke, om der er brandsikkert hos deres nærmeste og i de områder, de kommer fra.
Du som tovholder beslutter, hvornår røgalarmerne skal udleveres til de unge.
Der er flere måder at gøre det på:
Som en velkomstgave – røgalarmerne kan udleveres i starten af forløbet som en del af introduktionen til brandkadetuddannelsen
Som en del af undervisningen – røgalarmerne kan udleveres som en del af undervisningen i brandforebyggelse, så emnet bliver gjort mere konkret
Det er vigtigt, at røgalarmerne bliver sat op, og ikke blot kommer hjem og ligger i kommodeskuffen.
Her er en kort guide, som I kan lade jer inspirere af, så de unge bliver motiverede og klædt på til at opsætte røgalarmerne, samt en skabelon til et diplom som anerkendelse af deres indsats.
Uddel en tjekliste til de unge sammen med røgalarmerne. Tjeklisten indeholder nogle få punkter, som kan støtte de unge, når de skal sætte røgalarmerne op.
Se og printe tjeklisten her:
For at give projektet en god start kan alle korps bestille to røgalarmer til hver nuværende brandkadet. Så får alle mulighed for at øve sig i at opsætte røgalarmer – fx derhjemme, hos familie eller naboer.
Fremover kan røgalarmer kun bestilles til nye brandkadetter.
*Når brandkadetterne har opsat røgalarmer hos deres nærmeste, sender vi en kort evaluering på mail til tovholderen.
Projekt ‘Din første indsats – gør en forskel for andre’ er udviklet af Unge i Beredskabet i samarbejde med Brandsikker Bolig (Beredskabsstyrelsen).
TrygFonden støtter projektet med røgalarmer gennem Brandsikker Bolig.