Midt- og Sydsjællands Brand & Redning driver fra brandstationen i Næstved et Ungdomsbrandkorps målrettet unge i alderen fra 13 til 17 år.
Formålet med Ungdomsbrandkorpset er at give de unge indsigt i brand og redningsarbejdet, samt at være et alternativ til øvrige fritidstilbud.
Som medlem af ungdomsbrandkorpset lærer man blandt andet om brandmandens arbejde herunder udlægning af slanger, slukning af mindre brande, førstehjælp og redningsarbejdet.
Denne viden skulle gerne være med til at skabe interesse for brand og redningsarbejdet, samt at udvikle og modne de unge, så de lærer sig selv bedre at kende og flytte nogle personlige grænser samtidig med videreudvikling af de sociale kompetencer.
Vi håber selvfølgelig, at det fører til en fremtidig karriere som enten frivillig, deltidsansat eller fuldtidsansat brandmand.
I ungdomsbrandkorpset arbejdes der ud fra følgende værdier: Mod, Respekt, Disciplin, Ærlighed, Fællesskab og godt kammeratskab. Disse værdier, kædet sammen med de indlærte kompetencer, skulle gerne munde ud i, at medlemmerne i ungdomsbrandkorpset udvikler evner og lyst til at hjælpe andre og der igennem at være med til at gøre en forskel i samfundet omkring dem.
Ungdomsbrandkorpset samles til undervisning og træning hver torsdag i tidsrummet 17.00-20.00.
Er du interesseret i at høre mere så kan du se kontaktoplysningen nedenfor eller komme forbi undervisningen i Næstved en torsdag eftermiddag.
Kontakt
Midt- og Sydsjællands Brand & Redning
Tlf: 55 78 78 00
Mail: msbr@msbr.dk