Ildsjæle i beredskabet er med til at forme fremtidens brandfolk, når de er en del af Unge i Beredskabets ungeuddannelser. Men selvom de frivillige river weekender ud af kalenderen, så er indsatsen det hele værd, fortæller to af de frivillige.

Ligegyldigt om det er den store portion kødsovs, der skal røres i, om der er brug for en snak eller beredskabsfaglige råd, så kan man altid være sikker på, at hjælpen står nær, når man deltager i Unge i Beredskabets ungeuddannelser.

For når undervisningen slutter, står en hær af frivillige beredskabsfolk nemlig klar til at hjælpe de unge, så deltagere får en god oplevelse.

Florian Habig er en af de frivillige ildsjæle, og han har efterhånden været med en del gange som tovholder til både UngLeder-uddannelsen og Hjælpeinstruktøruddannelsen. Ifølge ham er der både personlige og samfundsmæssige grunde til at hjælpe til.

”Egentlig er det jo ret egoistisk. For før jeg kan give noget videre til andre, så skal jeg have mine egne behov opfyldt.  Og det giver mig en stor tilfredsstillelse at bliver anerkendt for min indsats og være en del af et større fællesskab,” fortæller Florian Habig, der til daglig arbejder som sygeplejerske og er tovholder for Østjyllands Brandvæsens juniorbrandkorps.

”Men jeg bliver da også stolt af at se, hvordan de unge mennesker hele tiden udvikler sig, og det vil jeg selvfølgelig gerne bidrage til,” fortæller Florian Habig, der også gør en dyd ud af at forsøge at bringe sine personlige kompetencer med ind i fællesskabet. Eksempelvis har han brugt sit arbejde som sygeplejerske til at sikre en coronaforsvarlig afholdelse af uddannelserne.

Et værdifællesskab

En af Florians Habigs trofaste frivilligkollegaer på UngLeder-uddannelserne er 26-årige Rasmus Nygaard. Han arbejder til hverdag som tømrer og er desuden ansvarlig for brandkadetterne i Randers.

”Jeg får en stor glæde af at gøre noget for de unge, og jeg glæder mig altid til, at jeg skal afsted. Selvfølgelig er det en hel weekend, man er væk, men jeg synes, det er vigtigt, at vi investerer i de unge,” siger Rasmus Nygaard.

Han peger blandt andet på, at selvom det kan virke voldsomt at skulle hive en hel weekend ud af kalenderen et par gange om året, så deler både brandkadetter, instruktører og frivillige et værdifællesskab og interesser, der gør alle strabadserne det hele værd.

”Vi mennesker er mega-travle, og selvom der selvfølgelig også er travlt i sådan en weekend, så kan jeg godt slappe af i det og nyde det. Både instruktører, frivillige og kadetter kommer for det samme – at lære og have det sjovt. Så det gør, at man bare kan være den person, man er, så man kan slappe af i det,” fortæller han.

En vigtig ressource

De frivillige hjælpere på ungeuddannelserne er essentielle for, at arrangementerne i det hele taget kan afholdes. For uden frivillig hjælp, ville det være svært at sammensætte et weekendlangt program, fortæller projektleder i Unge i Beredskabet, Maria Wiktoria Karolini. Derfor får de frivillige også masser af ansvar.

”Vigtigheden af vores frivilligekan slet ikke beskrives. De er nærmest mere eller mindre hovedansvarlige for, at uddannelsen kan køre, for når undervisningen slutter, så er det de frivillige, der tager over og sørger for de unge om aftenen og gennem natten. Og det er netop også her, at de frivillige kan fortælle de unge en masse røverhistorier om deres tid i beredskabet,” fortæller hun.

Mens undervisningen er i gang, sørger de frivillige beredskabsfolk for, at der er mad i gryden og andre praktikaliteter. Men det er ikke kun i rollen som praktiske hjælpere, at de frivillige har en stor værdi på ungeuddannelserne. De unge kommer også til at spejler sig i de frivillige både rent beredskabsfagligt og socialt. Gennem deres deltagelse viser de frivillige, at der er nogle, der vil de unge, og at man som frivillig også har det sjovt og har et godt sammenhold. Samtidig bliver de frivillige også dem, som de unge kan gå til i løbet af weekenden, hvis de har brug for en snak.

”De drager omsorg for de unge og guider dem i løbet af kurset. Både hvordan de bedst muligt indgår i fællesskabet, men også hvordan de kan forberede sig til den næste dags undervisning. De er simpelthen guld værd,” siger hun.

Giver erfaring videre

De to praktiske frivillige håber på, at den erfaring, de bringer ind i uddannelsesforløbene, kan være en endnu større øjenåbner for de unge, så det blot bliver endnu sjovere at være med i fællesskabet.

”Da jeg selv var juniorbrandmand, betød det utrolig meget for mig, at der var nogen, der holdt hånden under mig og hjalp mig afsted. Det vil jeg gerne gøre for andre, for det giver bare super god mening, siger Rasmus Nygaard, inden Florian Habig uddyber.

”Man bliver simpelthen høj af at gøre en forskel. Den begejstring håber jeg smitter af på de unge, så de også får det ønske om at gøre en forskel for andre,” siger han.

Fortsætter gerne

Selvom der bliver brugt meget krudt på at være frivillig, så er det dog ikke fordi, at de to superhjælpere har tænkt sig at drosle ned.

”Jeg synes bare, det er mega-fedt at være i. Umiddelbart har jeg ikke nogen tanker om at stoppe. Overhovedet ikke. Jeg kunne faktisk godt finde på at bruge endnu mere tid på det,” fortæller Rasmus Nygaard.

Florian Habig griner lidt, da han bliver spurgt, om rollen som frivillig for Unge i Beredskabet er noget, han har tænkt sig at fortsætte med. Ikke fordi det er et synderlig sjovt spørgsmål, men simpelthen fordi begejstringen for projektet fylder så meget for ham.

”Det her, det er noget, jeg kommer til at gøre, indtil jeg ikke kan mere,” siger Florian Habig, som med sine 41 år i så fald har en del år tilbage som hjælper hos Unge i Beredskabet.

Unge i Beredskabet afholder UngLeder-udddannelsen igen både i november og januar, og her deltager både Florian og Rasmus selvfølgelig også begge to som frivillige.