Ny UngBehandler uddannelse ruster unge til virkeligheden: ”Man skal altid give en hånd med”

En nyt uddannelsesforløb skal være med til at give brandkadetterne større forståelse for udvidede behandlingsforløb og indtænke flere mulige facetter i behandlingen.

De mange brandkadetter rundtomkring i landet har ved flere lejligheder vist deres store evner, når det kommer til førstehjælp. Senest har brandkadetten Matias være med til at redde liv, da han ydede førstehjælp til en mand, der pludselig faldt om. Men med en ny uddannelse åbner Unge i Beredskabet nu op for, at brandkadetterne kan få endnu mere viden, når det kommer til udvidede behandlingsforløb.

UngBehandler uddannelsen, der afholdes for første gang over tre weekender i november og december i 2021, sætter nemlig fokus på ekstraordinære behandlingssituationer – eksempelvis ved forgiftningssituationer eller lynnedslag.

”Heldigvis er vores mange brandkadetter skarpe, når det kommer til førstehjælp, men vi kan også mærke, at der er en stor lyst til at lære endnu mere på området. Derfor har vi lanceret UngBehandler uddannelsen,” siger projektchef i Unge i Beredskabet, Maria Wiktoria Karolini.

Førstehjælp opgraderer

Unge i Beredskabet har i samarbejde med flere gode kræfter udviklet uddannelsen i Unge i Beredskabets uddannelsescenter, som blandt andre Florian Habig er en del af. Florian Habig, der er instruktør og uddannelseskoordinator for Juniorbrandkorpset i Østjyllands Brandvæsen, er blevet tovholder på UngBehandler uddannelsen. Ifølge ham kan de unge forvente en fagligt pakket uddannelse, hvor der vil være rig mulighed for at lære nyt.

”Én ting er, hvad man som behandler kan gøre, hvis man pludselig står i en kritisk situation med afrevne lemmer og eksplosionschok,” starter Florian Habig, inden han selv fortsætter:

”Men vi skal også tale om helhedsbilledet. Hvordan har psyken det, når man har været udsat for noget slemt, og hvad kan vi som behandlere gøre ved det? Det skal vi sammen diskutere,” lyder det fra Florian Habig.

Gennem uddannelsen vil de unge få større indsigt i omgangen med medicin, viden om hvordan værdighed kan indtænkes i førstehjælpsbehandlingen, og hvordan skadesoplysninger overleveres til redningspersonale. Herudover får brandkadetterne opgraderet deres 4-timers førstehjælpsbevis til beviset ’Førstehjælper med særligt ansvar’.

Men der kommer også til at være eksterne indspark, hvor eksempelvis en jordemoder vil gennemgå en fødsel og tale om abort, så brandkadetterne også får viden og indsigt til at kunne forholde sig til sådanne situationer.  

Et ekstra lag

Netop vigtigheden af at kunne se behandlingsindsatsen i et bredere perspektiv, vurderer Florian Habig er vigtigt.

”Generelt har samfundet en tendens til at kigge lidt væk, når der sker noget. Det skal vi prøve at gøre noget ved, så alle kan give en hånd med og gøre en forskel,” fortæller Florian Habig, der er uddannet sygeplejerske, og derfor har stor berøring med behandlingsområdet.

Han håber på, at de unge brandkadetter, der deltager i uddannelsen, får et endnu bedre indblik i, hvad der skal gøres, når uheldet er ude.

”Man plejer at sige, at det altid er bedre at gøre noget, end hvis man ikke gør noget. Men på den her uddannelse får de unge lagt et ekstra lag på. De får en større viden og indsigt og kan handle ud fra et vidensbaseret grundlag. Oveni får de et nyt bevis med hjem i rygsækken, der viser de unges nye færdigheder”, lyder det fra Florian Habig.

Fyr og flamme

14-årige Jonas Lahouati fra Greve Ungdomsbrandvæsen var fyr og flamme, da han så den nye uddannelse, og han er meget glad for, at han er en af de 16 unge, der har fået en plads på UngBehandler uddannelsen.

”Jeg kunne bare se på hjemmesiden, at der var sygt meget spændende. Hvordan man handler i lidt mere ekstreme situationer fx ved terrorangreb eller forgiftninger og sådan. Det vil jeg vildt gerne lære mere om, så man kan være forberedt. Jeg vil gerne op i next level, og det kan jeg her,” fortæller han.

Jonas Lahouati har været brandkadet i mere end 2,5 år i Greve Ungdomsbrandvæsen, hvor der i forvejen er et stort fokus på førstehjælp, da brandkadetterne bliver koblet på samaritafdelingen i brandvæsenet. Derfor har Jonas Lahouati allerede ganske stor erfaring med håndtering af førstehjælp, men der er altid plads til at blive bedre, lyder det.

”Det er nok også en god ting, hvis jeg vil fortsætte i beredskabet, når jeg bliver ældre,” griner Jonas Lahouati.

Hjertestoppet og adrenalinen

Selvom Jonas Lahouati har erfaring med samaritarbejde, så har særligt én oplevelse sat sine spor på brandkadetten fra Greve.

En dag, da han var med toget mod København, oplevede han på Sydhavn Station i København, at en mand faldt om med hjertestop. Han sprang ud af toget for at hjælpe til, men heldigvis var der allerede en masse i gang, så han blot skulle assistere en smule.

”Det kom virkelig som et chok, og adrenalinen pumpede bare helt vildt. Jeg vidste selvfølgelig godt, hvordan jeg skulle hjælpe til med hjertelungeredning, men jeg kunne godt tænke mig at have haft et større overblik og vist præcist, hvor jeg skulle hjælpe til,” siger Jonas Lahouati, der fortsætter:

”Så jeg håber, jeg kan blive endnu bedre til at tackle sådan nogle situationer, så der kan være mere kontrol med et skadested i fremtiden, og så jeg helt sikkert ved, hvad jeg skal gøre.”

Brandkadetter trækker hinanden med på uddannelse

Da uddannelsen forløber over tre weekender, vil der også være rig mulighed for at møde nye brandkadetter og skabe tætte bånd. Og for Jonas Lahouati var det netop de tætte bånd på tværs af brandkadetkorpsene, der gjorde, at han i første omgang blev opmærksom på UngBehandler uddannelsen.

”Til sommertræffet mødte jeg en kadet fra København, og vi blev rigtig gode venner. Han spurgte mig så, om jeg skulle med, og så måtte jeg lige læse lidt om det,” fortæller Jonas Lahouati.

Derefter hev han straks fat i sin lokale instruktør, der skrev ham op til en af de 16 pladser på det første UngBehandler hold. Og nu går ventetiden ellers bare med at se frem til uddannelsen, der starter lige om lidt:

”Jeg glæder mig bare helt vildt til at lære en hel masse om behandling, springe ud i noget, jeg ikke har så meget erfaring med, og så efter de tre weekender stå tilbage med et godt udbytte,” siger Jonas Lahouati, der også håber på at kunne tage erfaringerne med tilbage til korpset i Greve.

”Hvis jeg får lov, så vil jeg gerne lære de andre om det,” afslutter han.